Hvad sker der inde ved naboen? – Inde i husene

Grit Niklasson er optaget af, hvad der sker på den anden side af naboens hoveddør. Alle mennesker har en historie at fortælle.

Vi hilser dagligt på hinanden og udveksler småbemærkninger om vind og vejr. Måske vander vi hinandens potteplanter og tømmer postkassen i ferierne. Men hvor godt kender vi egentlig de mennesker, vi bor dør om dør med? Ofte kun til fordøren eller havelågen, og sjældent ved man, hvad der foregår under overfladen. Det kan se så pænt ud, men der stikker noget under. Vi ved ikke, hvorfor vi hver især er, som vi er, og for at finde ud af det må vi være nysgerrige og fordomsfri, når vi mødes.

Grit Niklasson læser episoder fra novellesamlingen ’Inde i husene’ op. Ud fra dette drøfter hun med tilhørerne, hvordan såkaldt helt almindelige mennesker slet ikke er spor almindelige, og om man ved at kaste mere end et enkelt blik bagom facaden kan berige både sig selv og sine naboer ganske betragteligt.


”Hele foredraget gik ud på at komme indenfor og se, hvad der sker i dagligdagen. De små ting, som virkelig har betydning og giver et godt liv for de mennesker, der bor sammen og har gjort det i mange år. Lær naboen at kende og udnyt de gode ting, som man kan have sammen med naboen. Det var et inspirerende foredrag med humor i.”

Kaj Ostenfeld, kasserer (Han Herred LandboSenior)